Nummerpladescannere på genbrugsstationen

Fra den 1. januar 2025 har Kredsløb indført nummerpladescannere på alle seks genbrugsstationer i Aarhus Kommune. Det betyder, at alle biler og trailere registreres ved indkørsel med henblik på opkrævning ved aflevering af erhvervsaffald.
Ved indkørsel med en af grundejerforeningens trailere på genbrugsstationen, skal du således søge om fritagelse, da foreningen ellers fejlagtigt kan blive opkrævet et gebyr for erhvervsaffald - selv om der er tale om privataffald i en lejet trailer.
Sådan søger du om fritagelse
Når du ankommer på genbrugsstationen med en af foreningens trailere, bliver trailerens nummerplade scannet. Når du skal aflevere privat affald, skal du søge om fritagelse for betaling.
Det skal du gøre hver gang, du kører ind på genbrugsstationen med privat affald i foreningens trailere. Du skal søge om fritagelse med det samme, du kører ind, og du kan ikke søge om fritagelse hjemmefra.
1. Scan QR-kode
På genbrugsstationen kan du finde en QR-kode til fritagelse. Scan QR-koden ved at åbne kameraet på din telefon, og hold telefonen op foran koden.
2. Indtast registreringsnummer og CVR-nummer
Klik på linket, der viser sig, når du scanner. Indtast bilens registreringsnummer og derefter foreningens CVR-nummer. Stavtrup grundejerforenings CVR-nummer er 28490062. Tryk herefter på "Søg"
3. Vælg årsag til besøget
Vælg årsagen til dit besøg på genbrugsstationen. Tilføj dit mobilnummer, og tag et billede af det affald, du vil aflevere. Kredsløb skal kunne se, hvordan dit affald ser ud, inden du aflæsser traileren. Tryk "Send ansøgning".